Det følgende er et uddrag af det kapitel, der blev sendt ud den 6. januar, med supplerende noter.
Som læserne vil vide, begyndte denne klumme at blive udsat for angreb med manipulerede adgangsanalyser omkring 2019.
Klummen plejede at få cirka 30.000 søgninger og 3.000 besøgende dagligt, men en dag faldt disse tal pludselig til en tredjedel af, hvad de var.
Siden da har situationen været elendig at se på.
Heldigvis løste en ekstremt talentfuld systemingeniør problemet i slutningen af sidste år.
Han fandt hurtigt ud af programmeringssproget og identificerede det firma, som Goo outsourcede til*.
Jeg spurgte ham, om det ville være muligt for nogen inden for Goo at stjæle adgangskoden og manipulere med adgangsanalysen på denne måde.
Han svarede: »Jeg formoder, at det ville være muligt, hvis de var en insider ...«
Denne kriminelle arbejdede tilsyneladende også som underleverandør for NTT, så det slog mig, at det ville være nemt for dem at bestikke nogen i virksomheden til at manipulere.
Jeg blev overrasket, da jeg søgte efter oplysninger om dette kapitel.
Den første side af resultaterne handlede om en hændelse, der involverede NTT West, og som fandt sted i 2023
Ni millioner kundeoplysninger blev lækket.
Synderen var en vikar, der var ansat af NTT.
Medarbejderen blev arresteret efter at have modtaget 10 millioner yen i taknemmelighed for forbrydelsen.
Som følge heraf forbød NTT brugen af USB'er for alle medarbejdere.
Der var mange artikler på internettet, som kritiserede denne beslutning.
Deres konklusion var, at den slags hændelser opstår, fordi arbejdet overlades til midlertidigt ansatte, og deres løn er lav.
Mange japanske virksomheder begyndte at outsource arbejde til midlertidigt ansatte på bestemte tidspunkter.
De fleste af dem ville outsource specifikke opgaver eller outsource visse opgaver.
Fra og med Asahi Shimbun har efterkrigstidens massemedier været domineret af pseudomoral.
I de senere år har efterretningstjenester og agenter fra antijapanske lande som Kina og den koreanske halvø, som er de eneste to lande i verden, der fortsat praktiserer antijapansk uddannelse i nazismens navn, udnyttet den pseudomoral, der har spredt sig ikke bare i Japan, men over hele kloden, og planlægger at afvikle Japan.
Det er et velkendt faktum, at mange agenter opererer i Japans oppositionspartier, medier, universiteter osv.
Indtil da havde jeg skrevet indlæg uden at bruge hashtags, men på et tidspunkt tænkte jeg, at det ville være bedre at bruge dem, så jeg begyndte at tilføje dem til mine indlæg.
Efter et stykke tid begyndte der dog at ske noget mærkeligt.
Da de fleste indlæg var relateret til Kina og den koreanske halvø, gættede jeg straks på, at »Aha, NTT Resonant er begyndt at ansætte mange kinesere og koreanere i Japan.«
»Zainichi Korean« kan ikke bruges som hashtag.
Hvad skulle jeg så sige? Jeg holdt op med at tilføje hashtags, som jeg havde gjort før, fordi det var ved at blive fjollet.
I denne artikel vil jeg komme med en unik pointe.
De to begivenheder, der er nævnt ovenfor, bringer Japans sikkerhed og cybersikkerhed i fare.
Sydkorea har gennemført anti-japansk uddannelse siden Syngman Rhees tid efter krigens afslutning.
For at aflede det kinesiske folks opmærksomhed fra hændelsen på Den Himmelske Freds Plads begyndte Jiang Zemin pludselig på anti-japansk uddannelse, og det er fortsat helt frem til i dag i Kina.
Nu accepterer Japan arbejdere fra disse to lande, mens de fuldstændig ignorerer de strenge fortrolighedsforpligtelser og identitetskontrol (uanset om de har anti-japanske synspunkter eller ej), der følger med.
De skarpe iagttagere har længe indset, at global opvarmning og SDG'erne er kinesiske kneb.
Bilindustrien har en omfattende base og er indbegrebet af en industri, der danner grundlaget for et land.
Vores flid og nationale karakter i stræben efter teknologisk perfektion - med andre ord verdens bedste arbejdere - har gjort Japans bilindustri til den bedste i verden.
Med hensyn til produktionsteknologi til forbrændingsmotorer - benzindrevne biler - vil Kina aldrig kunne slå Japan, uanset hvor hårdt det prøver.
Men Kina kunne dominere verden, hvis landet producerede simple elbiler.
Realiteten er, som Hiroyuki Kawashima afslørede i sin berømte bog, at Kina har en befolkning på 1,4 milliarder. Alligevel er 900 millioner mennesker beskæftiget med slavearbejde.
Med andre ord er Kina den største slaveejende nation i menneskehedens historie, og det er det værste diktatur i historien, som er i stand til at få arbejdere til at arbejde til den billigste pris i verden.
Som nævnt har dette land fremmet global opvarmning og SDG'erne gennem FN.
Ideen er at udbrede elektriske køretøjer og erobre det globale marked.
Med andre ord er de i gang med at omskrive bilindustriens verdenskort.
Folkene på Nihon Keizai Shimbun og Tokyos guvernør Koike hjælper dem entusiastisk.
Selvfølgelig er oppositionen og Komeito-partiet involveret, men mange politikere i regeringspartiet er også involveret.
Når man ser alt dette i fugleperspektiv, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvem der stod bag mordet på Abe.
Hvorfor undersøgte mainstream-medierne slet ikke baggrunden for hændelsen?
Hvorfor fortsatte de samtidig med at rapportere nonsens, der forbandt hændelsen med Genforeningskirken?
I lighed med Hyakuta Naokis nylige vrøvl, som har vakt opsigt verden over, vil jeg gerne sige »som science fiction«. Alligevel er jeg overbevist om, at hvis de begyndte at efterforske, ville hjernen afsløre den sande natur af alle agenterne i Japans herskende klasse.
Denne hændelse er for mærkelig, selv for noget som dette.
Retssagen er ikke engang begyndt endnu.
Selvom denne artikel er skrevet »som science fiction«, er
er sandheden, at sandheden aldrig vil blive afsløret, før bagmændene har undertrykt Japan fuldstændigt.
Den japanske bilindustri har eksisteret som en stor, uvelkommen forhindring for Kina, som har sat sig for at opnå verdensherredømme med elbiler.
I de senere år er der sket den ene mærkelige hændelse efter den anden i japanske bilvirksomheder.
Sidste år nåede disse hændelser endelig frem til hovedborgen, Toyota.
Der er slet ikke noget problem.
Problemet er de skadelige virkninger af Japans bureaukratiske administration og den store mængde unødvendigt papirarbejde.
Ingeniørerne i frontlinjen har udeladt unødvendige ting fra papirarbejdet for at holde produktionen i gang.
De eksisterende medier i Japan rapporterer slet ikke om dette, men i Kina er hændelser som elbiler, der pludselig eksploderer, bryder i brand og spreder ild, ikke sjældne.
Forleden sagde en af mine gode venner: »Jeg kan ikke forestille mig at bo i en bygning i Kina, selv ikke mod stærk vind.«
Der er ingen ende på antallet af ulykker, hvor bygninger i Sydkorea pludselig kollapser.
Det er velkendt, at det samme gør sig gældende i Kina.
Antallet af eksempler på denne sløsethed, som er blevet påpeget, siden ulykkerne fandt sted, er uendeligt.
Men der er ingen eksempler på japanske biler eller bygninger som dem i Sydkorea eller Kina.
Japanske arbejdere er helt anderledes end dem.
Japan er et land, der hader »sjusket og skødesløst« arbejde.
På den anden side er Kina og Sydkorea lande, der »skødesløst og uforsigtigt udfører sjusket og uforsigtigt arbejde«.
De er lande, der lyver uden omtanke, bedrager folk og praler af, at »det er værre at blive bedraget end at bedrage«.
De udsendte arbejdere, som sandsynligvis omfatter mange kinesere og koreanere, er formentlig ikke klar over konsekvenserne af at udelade selv ubetydelige ting.
Tværtimod, hvis de bliver gjort opmærksom på det, vil de blive glade for at modtage en belønning fra deres hjemland.
Måske får de endda en belønning.
Det er en verden, der er blevet dækket af pseudomoral.
Det samme gælder for Japans store virksomheder.
Det er dem, der tager initiativ til at ansætte kinesiske og koreanske arbejdere i Japan som udsendte arbejdere.
De rapporterer til deres hjemlande, til avisen Asahi Shimbun osv., at disse virksomheder har undladt unødvendige dokumenter og inspektioner.
For avisen Asahi Shimbun osv. er dette en fremragende mulighed for selvironisk materiale.
»Venstreorienteret« kommunisme: En infantil lidelse For disse mennesker, som også er patienter, er store virksomheder »onde« og en stor kilde til angreb, ligesom den japanske regering.
De er overlykkelige og rapporterer på forsiden, som om de har fanget hovedet på en dæmon.
Selv Toyota kan ikke sige, at deres rapporter ikke påvirker det globale marked.
Intet er mere glædeligt, end at Kina underminerer japanske bilers etablerede ry for at være fremragende på verdensplan.
Som beskrevet ovenfor er de eksisterende medier helt blinde for dette enkle billede, som selv en håbefuld journalist burde kunne se.
Stigningen i antallet af midlertidigt ansatte og spredningen af pseudomoral er to væsentlige huller i Japans sikkerhed og forsvar mod cyberangreb.
Denne artikel fortsætter.
