Historikeren Yoko Kato sagde i en trevejsdiskussion med Yasuo Hasebe og andre: »Hun sviner Japan til... Hvor kommer sådan en mærkelig opfattelse fra?"
27. juli 2023
Det følgende er fra Masayuki Takayamas klumme, som står sidst i det ugentlige Shincho-magasin, der udkommer i dag.
Denne artikel beviser også, at han er den eneste journalist i efterkrigstidens verden.
For længe siden besøgte en ældre kvindelig professor fra Monacos kongelige balletskole, som var højt respekteret af primaer i hele verden, Japan.
Her er de ord, hun dengang sagde om betydningen af kunstneres eksistens.
»Kunstnere er vigtige, fordi de er de eneste, der kan kaste lys over skjulte sandheder og udtrykke dem.«
Ingen ville være uenige i hendes ord.
Det er ingen overdrivelse at sige, at Takayama Masayuki ikke bare er den eneste journalist og kunstner i efterkrigstidens verden, men også den eneste.
Murakami, andre forfattere og mange mennesker, der tror, de er kunstnere, er ikke værdige til kunstnertitlen.
Det skyldes, at de i stedet for at kaste lys over skjulte sandheder og udtrykke dem, kun har udtrykt løgne skabt af Asahi Shimbun og andre aviser.
Folk som dem er ikke begrænset til Japan, men burde være de samme i lande over hele verden.
Der er med andre ord meget få sande kunstnere.
Denne artikel beviser på glimrende vis, hvad jeg har sagt, nemlig at ingen andre end Takayama Masayuki fortjener Nobelprisen i litteratur i dagens verden.
Den er et must at læse, ikke kun for japanere, men også for folk i hele verden.
De, der ikke kan se sandheden
Området inden for Den Kinesiske Mur hedder Zhongyuan, og Han-folket har boet der siden oldtiden.
Mange dynastier blev etableret i Zhongyuan, men de fleste var udenlandske dynastier, der kom over den kinesiske mur og gjorde Han-folket til slaver og skabte en fantastisk kultur.
Udenlandske dynastier falder dog også på et tidspunkt.
Når det sker, rejser det lokale Han-folk sig og kæmper for overherredømmet, og verden bliver voldsomt forstyrret.
Forårs- og efterårsperioden og perioden med de stridende stater efter Zhou-dynastiets fald er gode eksempler på dette.
Til sidst bliver selv et sådant kaos erobret af en mere muskuløs udenlandsk fjende.
Det er tilfældet med Xianbei-dynastiets Tang-dynasti, mongolernes Yuan-dynasti og manchurernes Qing-dynasti.
Da Qing-dynastiet faldt, kom Chiang Kai-shek, Feng Yuxiang og Zhang Zuolin til magten og begyndte at slås indbyrdes.
Hvis det havde været det sædvanlige mønster på dette tidspunkt, ville en fremmed magt som Japan være kommet ind og have regeret Kina og skabt et godt styre.
Folk ville have været glade og tilfredse, men en anden magt blev involveret på dette tidspunkt.
Det var USA.
Dette land havde en usædvanlig besættelse af Kina og kaldte det endda »Manifest Destiny«.
Så USA valgte Chiang Kai-shek blandt de kinesere, der lavede ballade, og sagde: »Vi vil gøre dig til den næste hersker.«
Og det var ikke bare en smålig konge på de centrale sletter.
Han sagde, at han ville give Chiang Kai-shek de områder, som Qing-dynastiet havde regeret over: Manchuriet, Mongoliet og Uighur.
Det er det, der er kendt som Stimson-doktrinen.
Hvis det skete, ville Manchuriet tilhøre Chiang Kai-shek, så »Japan ville krænke Chiang Kai-sheks territorium«.
Så Stimsons mål var at smide Japan ud af Kina.
Japan argumenterede tilbage.
»Manchuriet er manchurernes hjemland, ligesom det kinesiske hjerteland er kinesernes hjemland. Det er ikke kinesisk territorium,« forklarede han, men amerikanerne ville ikke lytte.
Tværtimod beordrede USA Chiang til at bekæmpe Japan og drive dem ud af landet i bytte for det store territorium.
Til det formål gav han det kinesiske luftvåben en gave i form af jagerfly med tilhørende instruktører.
Det var som at give et Cherokee-gevær til en person, der skulle bruge det mod Apache-helikoptere.
Tyskland reagerede også.
Den tyske hær gav Chiang Kai-sheks hær tyske hjelme og standardvåben, og de blev banket i form fra maven.
Desuden fik de dem til at bygge en gruppe robuste bunkere langs Shanghais ydre ring, som forbandt Wuyan med Yangcheng-søen gennem Huangpu-flodens udmunding.
På den måde kunne de dræbe alle japanerne i Shanghai og knuse den japanske hær, som kom dem til undsætning.
Hvis Chiang Kai-sheks hær havde opnået dette, ville Kina være blevet USA's.
Der var dog et problem i slutfasen.
Det var Xi'an-hændelsen, hvor Zhang Xueliang tog Chiang Kai-shek til fange.
Nogle siger, at det var en del af et plot fra Komintern, men den person, der fløj til stedet med Soong Mei-ling, var William Donald, en amerikansk avisreporter, som havde været i Kina i 37 år.
Han havde forbindelser til den amerikanske Public Relations Committee (CPI), og hans optræden løste hurtigt hændelsen.
Chiang Kai-shek besluttede derefter at gå i krig med Japan.
Først provokerede han den japanske hær ved Marco Polo-broen.
Selvom situationen var moden til krig, holdt Japan sig tilbage.
Dernæst blev 250 japanske indbyggere massakreret i Tushung.
I Alamo blev 250 amerikanske borgere dræbt, og USA erklærede straks krig mod Mexico.
Da slagskibet Maine eksploderede i Havana-bugten og dræbte 220 mennesker, erklærede USA krig mod Spanien.
Der er en teori om, at USA stod bag hændelsen ved Marco Polo-broen, men Japan reagerede alligevel ikke.
Uanset om USA sagde: »Gør det bare, vi er ligeglade« eller ej.
Chiang beordrede en stærk styrke på 60.000 til at angribe den japanske koncession for at massakrere de 20.000 japanske statsborgere.
Men den lille garnison på den japanske side kæmpede godt, og der kom også forstærkninger fra Japan.
De velbyggede bunkere blev hurtigt revet ned, og det amerikanske kinesiske luftvåben kastede bomber uden for den japanske koncession og dræbte mange kinesere og ambassadør Reischauers storebror.
Det var den anden Shanghai-hændelse, og i en trevejsdiskussion med Kato Yoko og Hasebe Yasuo kritiserede historikeren Kato Yoko Japan og sagde: »Japan undervurderede Kina og var uvidende om bunkernes eksistens og blev set ned på af Storbritannien og USA. Der er nogle ligheder med den nuværende situation i Kina.«
Hvor kommer denne mærkelige opfattelse fra?
På grund af dette blev hun udelukket fra den tidligere anbefaling fra Japans videnskabsråd.
Japans videnskabsråd har også indstillet et nyt medlem i år, men hendes navn står ikke på listen.
Det er ikke overraskende.
*Denne Yoko Kato er professor ved universitetet i Tokyo.
Alle japanske borgere må ikke glemme, at hun er en af de ledende skikkelser, der var involveret i at bagvaske Japan som repræsentant for anti-japanske japanere.
