Det følgende er fra den sidste del af Masayuki Takayamas faste klumme i ugemagasinet Shinchō, som udkom i dag.
Denne artikel beviser også, at han er den eneste person i verden, der har talt ud efter krigen.
For længe siden kom en ældre professor fra Den Kongelige Balletskole i Monaco, som er højt respekteret af primaballerinaer verden over, til Japan.
På det tidspunkt sagde hun følgende om kunstneres betydning
»Kunstnere er vigtige, fordi de er de eneste, der kan kaste lys over skjulte, fortiede sandheder og udtrykke dem.
Ingen ville være uenig i hendes ord.
Masayuki Takayama er ikke kun den eneste journalist i efterkrigstidens verden, men det er ikke en overdrivelse at sige, at han også er den eneste kunstner i efterkrigstidens verden.
Denne afhandling beviser også på smukkeste vis rigtigheden af mit udsagn om, at ingen i den nuværende verden fortjener Nobelprisen i litteratur mere end Masayuki Takayama.
Denne afhandling er et must-read, ikke kun for japanere, men også for folk i hele verden.
Hannibal-direktivet
»Kineserne har været ekstremt grusomme siden oldtiden,« instruerede Yamagata Aritomo.
Sikkerhedsstyrken fra den autonome regering i det østlige Hebei, som skiftede side for at slutte sig til Chiang Kai-sheks hær, var ingen undtagelse.
De omringede byen Tongzhou, gennemsøgte japanske borgeres hjem en efter en, voldtog kvinderne, skar deres bryster ud og dræbte dem ved at stikke pæle ind i deres kønsdele.
Det var en betydningsfuld hændelse, som resulterede i en massakre på 250 mennesker og den endelige deling af Japan og Kina.
Alligevel tager Iwanami Shoten Publishing Co. det ikke engang med i Kōjien-ordbogen med den begrundelse, at »kineserne ville blive fornærmede.«
Efter denne hændelse angreb titusinder af Chiang Kai-sheks tropper den japanske koncession i Shanghai.
Dette var den anden Shanghai-hændelse.
Da de japanske tropper blev vrede, stak Chiang Kai-sheks tropper simpelthen af, opgav Nanjing og flygtede til Jiujiang og Wuhan - en anden enhed havde til formål at erobre Wuhan fra nord langs Den Gule Flod.
I Sydkina blev slaget om Guangdong også udkæmpet.
Først gik tre armédivisioner i land ved Baias Bay.
De erobrede Huizhou og rykkede frem mod Guangdong.
»Vores flådeenhed 97th Type Dive Bomber deltog også i slaget,« sagde kaptajn Goto Yasuji fra Japan Airlines, da han mindedes gamle dage.
Da de vendte tilbage efter at have bombet broen, der fører til Canton Castle, opstod der et problem med et andet fly.
Angrebsflyet af typen 97 havde fast landingsstel, men var meget manøvredygtigt og spillede en hovedrolle i angrebet på Pearl Harbor. De tidlige modeller havde dog ustabile motorer.
Problemet med det andet fly var netop det.
Motoren stoppede, og flyet styrtede ned i rismarkerne nedenfor.
Der var engang, hvor det amerikanske fotomagasin »Life« offentliggjorde et fotografi af en japansk pilot, som var død efter at være styrtet ned på jorden med korslagte arme.
Billedteksten lød: »Japanerne har et problem med deres halvcirkelformede kanaler, og når de mister kontrollen over deres fly, giver de straks op og venter på døden med korslagte arme,« men det var en ondsindet løgn.
Hvis de foretog en nødlanding, ville de blive tortureret til døde af de grusomme kinesere.
Mange piloter valgte at dø selv i stedet for at udholde denne skæbne.
Man troede, at deres kammerater havde fulgt deres eksempel, men et par dage senere kom der oplysninger om, at de var blevet taget til fange.
Der var ingen antiluftskyts, og det var et fredeligt område med rismarker.
Det er ikke let at dø sådan et sted.
I Kina troede man, at japanerne ville begå selvmord ved at bide sig i tungen.
Så når de tog fanger til fange, trak de alle deres tænder ud med en tang.
De skar også alle fingre af deres hænder for at forhindre dem i at flygte, og de skar deres ører ud og stak huller i deres øjne.
Så proppede de dem ned i trækasser med jernstænger og gjorde dem til et skue i byerne.
Tilskuerne nød at kaste sten på dem.
Hæren var midt i et felttog for at indtage Kanton, og de kunne ikke splitte deres styrker op på grund af en enkelt flådepilot.
Det var måske allerede for sent.
I det mindste så det ikke ud til, at de fingre, der holdt styrepinden, ville være tilbage.
Hvordan kunne de redde deres kammerat?
De indsamlede oplysninger og fandt ud af, hvor trækassen var.
De fandt også ud af, hvilket tog der ville køre den til den næste by.
Den dag deltog alle 97 fly i bombningen af måltoget.
Hvert fly affyrede alle sine luftværnsmaskingeværer mod den godsvogn, hvor deres venner sandsynligvis var ved at blive læsset.
»Det var den eneste måde, vi kunne sige farvel til vores venner på,« sagde den gamle pilot.
Ifølge magasinet Miltos foretrækker Hamas at tage soldater fra de israelske forsvarsstyrker (IDF) som gidsler.
I modsætning til kineserne skader eller dræber Hamas ikke gidsler.
Målet er at udveksle fanger, og ifølge magasinet udveksles en IDF-soldat for 450 Hamas-medlemmer.
Det er et »ensidigt udvekslingsforhold«, som er udtænkt af lederen af PFLP og kaldes Jibril-aftalen efter lederens navn.
Israel, som værdsætter sit folks liv, har lydigt overholdt selv det, de anser for at være uretfærdige udvekslingsforhold, og har reddet mange af sine soldater og officerer på denne måde.
Men i den nuværende Gaza-konflikt, som begyndte med Hamas' massakre på 1.200 mennesker, er Israel holdt op med at bruge Jibril-aftalen, og ifølge andre kilder er man begyndt at prioritere ødelæggelsen af Hamas, selv om det betyder, at gidslernes liv sættes på spil.
Det kaldes »Hannibal-direktivet«, og der er tegn på det.
I det seneste tilfælde frigav Hamas 105 gidsler, men kun 240 Hamas-soldater blev frigivet.
Udvekslingsforholdet er reduceret til 2 til 1.
Forleden dag, da en IDF-løjtnant blev bortført, bombede israelerne det sted, hvor han blev holdt fanget.
Sætningen »uanset om gidslet er levende eller dødt« blev bragt i skarpt relief.
Det er nok en naturlig reaktion, hvis den anden side bliver kinesisk.
2024/8/23 in Takamatsu
