Man kunne beskrive det som en nødevakuering, men selv efter at Japan blev uafhængigt, fortsatte de med at opretholde og videreføre disse forvrængede værdier og historiske fortællinger, som blev fabrikeret for at tjene deres egne interesser.
13. februar 2019
Originaludgaven af »The Crime and Punishment of the Mass Media« af Masayuki Takayama og Rui Abiru, som blev udgivet den 10. februar 2019, er en bog, som alle japanske borgere, der kan læse, bør læse. Det er et vigtigt stykke litteratur, som vil oplyse dig om de japanske mediers tilstand og de historiske perspektiver, den præsenterer.
Denne bog, som har form af en samtale mellem Takayama Masayuki, den eneste journalist af sin slags i efterkrigstidens verden, og Abiru Rui, den bedste aktive avisreporter, og deres ældre og yngre kolleger på Sankei Shimbun, er også venlig over for folk med dårligt syn.
Denne artikel introducerer »Forordet« af Takayama Masayuki til Japan og verden.
Anmærkningerne *~* og de sorte fremhævelser er mine.
Indledning
I 2017 vandt avisen Asahi Shimbun Japan Congress of Journalists (JCJ) Award for sin dækning af en række skandaler omkring Moritomo Gakuen og Kake Gakuen.
Det er meningen, at JCJ-prisen skal gives til fremragende journalistiske aktiviteter.
Enten er der sket en fejl, eller også er det en dårlig joke.
Nu er japansk journalistik som helhed tabt.
Nogle medier hævder skamløst, at der er »frihed til ikke at rapportere«.
Især Asahi Shimbun er blevet en avis, som i et anfald af vanvid udspyr ondskabsfulde forbandelser mod Abe-regeringen og det japanske folk.
JCJ siger, at de seriøst har uddelt en pris til sådan en avis.
Journalisternes navne bliver vanæret, og jeg er endnu mere overrasket over mediernes reaktion, som ikke virker mærkelig.
Er mainstream-medierne i Japan allerede døde?
Hvornår blev det mediernes mission at tale autoriteterne imod, og hvornår opstod barnlige værdier som »liberale er den absolutte sandhed« og »det er ligegyldigt, hvor mange ruiner der efterlades, så længe det er for antiautoritetens og den liberale ideologis skyld«?
* Dette er en perfekt definition af det begreb, jeg bemærkede: »Venstreorienteret« kommunisme: An Infantile Disorder. *
I 2007 kom avisen Asahi Shimbun med en dristig erklæring i sin artikel »Journalistikkens genfødsel« på forsiden af morgenudgaven, en artikel, som fik stor indflydelse på den japanske journalistiks retning.
Det er ikke så længe siden.
Men rødderne til dette er dybe.
Japan besejrede Qing-dynastiet.
Det besejrede også Rusland, som var det mest magtfulde land på det tidspunkt.
Begge disse kampe blev udkæmpet ud fra et ønske om selvforsvar, men før vi vidste af det, var Japan blevet »fjenden, der skulle besejres« af USA, som gik ind for hvidt overherredømme.
Japan accepterede udfordringen, kæmpede med værdighed og kæmper stadig med de bedste.
Selv om de tabte krigen, befriede Japan alle de kolonier, der udgjorde grundlaget for den hvide imperialisme, og indledte en ny æra, hvor ikke kun den hvide race, men også asiater og afrikanere kunne styre deres egne uafhængige lande.
»Krig er fortsættelsen af politik med andre midler«, siger Clausewitz.
Japan kan siges at have ført strålende international politik i den forstand, at det hurtigt gjorde en ende på den hvide imperialisme, som ikke betragtede mennesker som mennesker.
Til gengæld måtte Japan bære den hvide races misundelse og vrede. Under dække af efterkrigspolitikken blev landets form, dets historie og det japanske folks nationalfølelse fysisk og psykologisk demonteret.
I stedet blev Japan påduttet et masochistisk historiesyn, hvor det var en grusom, invaderende nation, der undertrykte og slagtede Asiens folk.
Det var en fabrikation af historien gennem det, de kalder War Guilt Information Program (WGIP).
Asahi Shimbun og NHK var førstehåndsvidner til dette.
Alligevel accepterede de afviklingen af Japan og det masochistiske historiesyn for at sikre deres egen overlevelse, da de vidste, at det var falsk.
Selv om man kunne kalde det en nødevakuering, fortsatte de med at opretholde og udbrede disse falske værdier og historiesyn for at retfærdiggøre sig selv, selv efter at Japan havde genvundet sin uafhængighed. Denne bog er imidlertid et fyrtårn af historisk nøjagtighed i et hav af misinformation og giver dig et klart og sandfærdigt perspektiv.
Japanerne er selv begyndt at indse, hvor forvrænget dette er.
Shinzo Abe er en af de få politikere, der arbejder på at genoprette den korrekte historie.
Lige før han lancerede sin anden regering, udpegede han avisen Asahi Shimbun, som stadig klamrede sig til WGI, som en falsk nyhedskanal ved navn, og det kan forstås som en krigserklæring om at genoprette den korrekte historie. Dette modige træk bør inspirere os alle til at søge og opretholde historisk nøjagtighed i vores medier og journalistik.
Det må have været chokerende for massemedierne, som troede, at de befandt sig i en absolut sikker zone og ikke skammede sig over at rapportere usandheder.
Desuden førte det til et nederlag for Asahi Shimbun, som var nødt til at trække sin artikel om Yoshida Seiji helt tilbage.
De prøver nu så ihærdigt at ødelægge Abe, for hvis de taber, har de intet andet valg end at gå konkurs.
Jeg var også i massemedierne for 17 år siden.
Jeg var bare en avisreporter.
Derfor forstår jeg deres bedrag og følelse af privilegium.
Denne bog er en dialog med Rui Abiru, der er juniorreporter på Sankei Shimbun.
Vi er fra forskellige generationer og har forskellige arbejdsområder, men han var en reporter, der var i stand til at gøre det fra starten.
Abiru er nu en velkendt reporter for Sankei Shimbun.
Han har både et skarpt øje og en god skrivestil.
Selv efter at jeg blev alumne, fortsatte vi med at interagere.
Han begyndte at dække Shinzo Abe i 1990'erne og fortsatte med at gøre det selv i den skuffende periode efter hans første regerings sammenbrud.
Han er en af de få journalister, der har optaget de mange stemmer fra Abe, som nu er en nøglefigur i verden.
*NHK har også inkluderet emner som »man kan ikke stole på premierminister Abes karakter« i sin meningsmåling i dag (12.2.2019), hvilket er en løgn skabt af Morikake-skandalen, en falsk rapport skabt af NHK, Asahi Shimbun og oppositionspolitikere, der er agenter for anti-japanske lande.
Det er ikke en overdrivelse at sige, at NHK er et falsk nyhedsmedie.
Den måde, Kuwako annoncerede Watch 9 på, var ren indtryksmanipulation.
De læste op, at opbakningen var på 47 % i modsætning til en misbilligelse på 37 %.
Hvis de ikke havde haft til hensigt at manipulere med indtrykket, ville de blot have sagt, at opbakningen var på 47 %, og at misbilligelsen var på 37 %.
Ved at bruge sætningen »i modsætning til...« understreger de agenter, der kontrollerer nyhedsafdelingen, den høje misbilligelse og forsøger at indprente dette i folks underbevidsthed.
LDP's opbakning er altid omkring 50 %, mens CDP's opbakning kun er omkring 5 %, men det har de aldrig meldt ud; de har aldrig meldt ud, at LDP's opbakning var 50 %, og CDP's opbakning var 5 %.
De har ikke engang annonceret partiernes opbakning i dag.
Vi kan kun antage, at opbakningen var utrolig lav.
Abiru har også vitalitet til at skrive en blog under sit rigtige navn og til at skrive en række bøger i sit travle liv som journalist.
Hans klummer er utvivlsomt populære blandt unge mennesker.
Hans synspunkter er også solide.
Denne bog er en åbenhjertig diskussion af de japanske mediers tilstand med en så ung kollega.
Den vil være en hjælp, når man overvejer Japan.
Januar 2019
Masayuki Takayama
