Asahi Shimbun er ikke flatterende og er kedelig.
Et af dens salgsargumenter, »Tenseijin-go«, er skrevet i en stil, der er svær at kalde en klumme, og den slutter for det meste med »alligevel er Japan dårligt« og citerer bøger og mennesker, som ingen kender til
Det er et kapitel, som jeg sendte den 1. marts 2019.
En veninde, som er en belæst person, købte ugemagasinet Shinchō, som udkom i dag.
Hun købte det, så jeg kunne læse den eneste artikel af Masayuki Takayama i efterkrigstidens verden.
De kommentarer, der er markeret med en stjerne, er mine.
Japans århundrede
Asahi Shimbun er ikke smigrende, men kedelig.
Et af de faste indslag, »Tenseijin-go«, er skrevet mere som en forklaring end som en klumme.
Den citerer bøger og personer, som ingen kender til, og for det meste slutter den med: »Alligevel er det stadig Japans skyld.«
Selv når de taler om Koreas skandaløse handlinger, skifter de emne til »fordi Japan koloniserede Korea« og ignorerer det faktum, at det var en annektering, ikke en koloni.
De taler kun om krigen ud fra et amerikansk perspektiv og siger ting som »det var en invasionskrig« og »den udnyttede Asiens befolkning og fik dem til at lide«.
Sådanne forvrængede artikler annonceres som »du får spørgsmål om dem til eksamen, så kopier dem nøjagtigt.«
Det er værre end MacArthurs hjernevask.
Den politiske rapportering er også forfærdelig.
De gør grin med Sakurada, OL-ministeren, og siger, at han læsper og begår fejl.
Hvor forskelligt er det fra at gøre grin med en, der stammer, fordi han stammer?
De forsøger altid at underminere Japan, men de viser den største varme og hensynsfuldhed over for Kina og Korea.
Kina har stjålet avanceret teknologi fra andre lande og tjent penge på at efterligne den.
Efterligningen af Shinkansen er et godt eksempel.
Men så snart Trump og Pence tog kraftige skridt for at forhindre tyveri af intellektuel ejendom, blev tingene anspændte.
Derudover er der teorien om, at kommunistiske lande kun har eksisteret i 72 år.
Kommunistiske lande er blevet etableret.
Men de har alle været kortlivede og er kollapset.
Selv det længstlevende, Sovjetunionen, kollapsede efter 72 år.
Det kommunistiske regime i Kina fejrer sit 72. år næste år.
Både historien og Kaori Fukushima siger, at dette er grænsen.
Men Hara Masato, der er medlem af Asahis redaktion, siger: »Jeg tog til Kina, og alle var i godt humør. Alibaba-cheferne sagde, at de ikke havde nogen bekymringer overhovedet.«
Desuden siger han, at Kinas BNP »er tæt på det faldende USA's og vil overhale det engang i 2020'erne«, og at »USA's forsøg på at starte en handelskrig virker som et tegn på dets desperation og frygt.«
Han forudsiger, at Kina, et nådesløst og vulgært land, der lever af tyveri af intellektuel ejendom og foretager en forfærdelig etnisk udvælgelse i Uighur og Tibet, vil blive en supermagt i morgen.
Japanerne væmmes ved tanken om, at sådan et land vil styre verden, men Hara synes, at det er godt.
Jeg vil gerne give Japan en nål i panden på sådan et Kina.
Alligevel bringer Asahi-avisen Yoshimitsu Kobayashi, den repræsentative direktør for Keizai Doyukai (Japan Association of Corporate Executives), frem og får ham til at sige: »Det vil ikke ske.«
Ifølge Kobayashi er »Japan, en teknologisk supermagt, en saga blot. Nu er teknologien blevet stjålet af Kina, og Huawei har monopol på telekommunikation. Alligevel er japanerne i en tilstand som en kogt frø, der ikke engang indser en sådan situation.«
Han kritiserer også japanerne hårdt og siger: »Japanerne, som er blevet dårligere, har ikke engang energi til at prøve nye ting.«
Japan er dog fortsat med at tage udfordringer op.
I 1970'erne skabte Japan f.eks. et atomdrevet skib ved hjælp af sin egen teknologi og fulgte dermed efter USA, Sovjetunionen og Tyskland.
Vi var de første i verden til at tage drømmen om en atomreaktor, den hurtige forædlingsreaktor, i praktisk brug, men falske nyheder anført af Asahi ødelagde begge dele.
Kobayashi er uvidende og kender ikke til dette faktum.
Han ville ikke tale om den japanske teori om kogte frøer på Asahi, hvis han vidste det.
Kobayashi ser også »Japans gæld på 175 billioner yen« som et problem og beklager, at »omkostningerne ved at udvikle næste generations teknologi« ikke kan betales hurtigt.
Nej, der bliver udbetalt en stor mængde forskningsmidler.
Men pengene er blevet uddelt til folk som Jiro Yamaguchi, en venstreorienteret anti-japaner fra humaniora.
Kobayashi har endnu ikke hørt om dette.
Så har resten af verden et pessimistisk syn på Japan?
Michael Schuman, forfatter til »Confucius and His World«, erklærer, at »udfordringen i det 21. århundrede er at etablere en stærk industrimagt, der kan konkurrere internationalt, og modellen for dette er Japan, tro det eller ej.«
Han siger: »Vi er gået ind i en æra, hvor det er traditionens magt, der tæller, og ikke bare en midlertidig løsning som Kinas.«
Adair Turner, der er ekspert i britisk økonomi, er enig med Yoichi Takahashi og siger: »Japan, som er aldrende, har fået sin arbejdsstyrke til at holde til 70-årsalderen gennem teknologisk innovation,« og »Selv om det siges, at landets gæld, som er mere end dobbelt så stor som BNP, er en byrde, kan den, hvis man ser på den faktiske situation, opvejes af statslige aktiver, og med renter fra Bank of Japan udgør den faktisk kun 60 % af BNP.«
Konklusionen er: »I det 21. århundrede skal du lære af Japan.«
Bloombergs Daniel Moss siger også: »Verdens øjne, som tidligere var rettet mod Kina, vil nu vende sig mod Japan, som har overvundet problemerne med aldring og deflation.
Når Asahi Shimbun og Keizai Doyukai forsvinder, vil Japan være fri af sine problemer.
＊ Ombygningen af Umeda Kita Yard havde en stærk negativ indflydelse på Asahi Shimbuns forsøg på at tiltrække lejere til Nakanoshima Twin Tower Building, hvilket var en satsning på virksomhedens formue.
Kita Yard er et sted, der vil fungere som en katalysator for revitaliseringen af Osaka.
Umeda Kita Yard er den bedste kommercielle placering i Japan, et område, som Gud har efterladt som et trumfkort for revitaliseringen af Osaka.
Det er derfor, Yodobashi Camera Umeda har det højeste salg af alle butikkerne.
Asahi Shimbun brugte Yukiko Takenaka fra Osaka Association of Corporate Executives til at forkludre Kita-Yard-projektet.
I øvrigt blev opførelsen af den bygning, som Asahi satsede sin virksomhedsformue på, udført af Takenaka Corporation.
Takket være planen om at ødelægge Kitayard og det økonomiske boom, som Abenomics medførte, kunne Asahi sikre sig lejere til sin nye bygning i Nakanoshima.
Som følge heraf er Asahi Shimbun nu en virksomhed, der tjener penge på fast ejendom, og de har skabt et system, hvor virksomheden vil bestå, selv om avisen går under.
Men vil Gud tillade, at dette selskab af de værste og mest afskyelige forrædere og forrædere fortsætter med at eksistere?＊
2024/12/8 in Kyoto
